logo

REMISEN RÅDHUSPARKEN FREDERIKSHAVN

I samarbejde med Frederikshavn Kommune, er Gustin Landskab i gang med udviklingen af et nyt og spændende samlingspunkt for hele byen – Remisen.

Remisen er et stort, sammenhængende byrumsmøbel, der på én gang samler, skaber liv og danner en ramme for det gode liv i byen. Møblet er opbygget som et langstrakt, socialt byrumsmøbel, der danner en stor samlingsplads i midten af Rådhusparken. Her er mange forskellige opholdsmuligheder, legefaciliteter og flere mindre scenerum, hvor der kan opføres små koncerter og skuespil. I aftentimerne og de mørke måneder lyssættes Remisen, så den skifter karakter, fremstår imødekommende, og så den kan danne ramme om en anden type af aktiviteter: Her er plads til efterårsmarked, forårsudstilling, nisse-løb, julemarked mv.

Remisen er opbygget i varmebehandlet hårdt træ og en stålkonstruktion der vækker minder til Remisens jernbaneskinner. Det sociale møbel er med sin bølgende flade på én gang både legende og levende – og inspirerer til nye måder at mødes og lege på – og simpel og æstetisk i sin form. Og med en afdæmpet lyssætning iscenesættes det enkle design med skiftende farver på forskellige tidspunkter af døgnet og året.

Remisen er placeret i hjertet af Rådhusparken og på byens nye akse, der forbinder by og vand, og samtidigt kobler tog, bus, uddannelser, skoler og handelsgaden. Det sociale møbel er på én gang epicenter, samlingspunktet og udgangspunkt for de forbindelser der går mod øst og vest i midtbyen, og passeres dagligt af både børn, unge, voksne og ældre, som alle kan finde deres helt egen måde at indtage møblet på.

Project Details

Client: Frederikshavn Kommune

Date: 2019

Totalrådgiver: Gustin Landskab