BROVST BYFORNYELSE
Med muligheder for ophold, koncerter og leg der sætter fantasien i gang, er der skabt nye og legende rammer om Brovsts byliv.
På torvet er der etableret et legeelement, som skal sætte aktiviteten og fantasien i gang for byens børn. Det abstrakte element skal flytte tankerne hen på store godsvogne, der buldrer hen over skinnerne – vippende og dansende og i høj fart.
Visionen har været at skabe en subtil henvisning til byens historie som stationsby, og i opstalten ses silhuetten af det klassiske tog-ikon. Her skaber lameller i ”togvognene” med sin transparens et smukt lysspil i solen, og i aftentimerne lyser de indbyggede lyskilder torvet op. Hertil er der bygget multifunktionelle møbler af sveller, til både balanceleg og ophold.
På torvet er der også etableret en udendørsscene med fleksibelt sejl til koncerter, byfester og arrangementer. På Jernbanegade, byens handelsgade, er der lavet opholdsmøbler med træer og græsser, for at skabe en rød tråd mellem gaden og torvet, samt at åbne handelsgaden op og gøre den mere indbydende for at styrke det lokale handelsmiljø.