HOUMEDEN
Visionen for Houmeden er at skabe et levende og samlende byrum for alle i den sammensatte historiske bymidte.
Området huser adskillige historiske bygninger, hvor Helligåndshuset er det mest fremtrædende og karakteristiske. Referencen til det historiske og nutidige ønskes forenet i et større samlende bænkelement. Bænken er tænkt som en opdelt helhed med reference til de specifikke gaderum og opholdspladser. Den varierer i højde, sidderetning og størrelse, der genererer forskellige opholdssituationer ved facaderne. Bænkene er udført i smalle stålstænger, der formes i forhold til bevægelse, tempo, synlighed fra de nærtliggende gader og byrum, logistikken og det faktum at de skal kunne stå direkte på belægningen – grundet forhistoriske minder i undergrunden. De smalle stålstænger gør bænkene lette og gennemsigtige således de, til trods for størrelsen, ikke overtager byrummet.