SKÆRING SKOLE
Med passager der fører børn og voksne gennem blomsterenge, og elementer som trækker klasseundervisningen ud i den friske luft: Skæring Skole er med sin nyrenoverede skolegård et eksempel på en sanselig sammenfletning mellem skolelokaler, udearealer samt de omkringliggende landskaber.
Det bølgende terræn i skolegården mimer områdets landskab og inviterer til leg og ophold. Her er et legebjerg som skaber en ny legedimension i form af diverse bevægelses- og tænkespil, som eleverne kan skifte mellem.
I skolegården er der også etableret et læringsmiljø i form af alfabetlege i termoplast, der inddrager bevægelse, balance og leg i læringen. Legebjerget er opbygget af faldunderlag af op mod 92 % genbrugsmateriale, bl.a. fra gamle Nike kondisko, som kan indgå i undervisningen om bæredygtighed.